Jalousi – når tvivlen flytter ind i forholdet
Din kæreste kigger på telefonen og smiler, og straks er spørgsmålet der: Hvem skriver hun med? Resten af aftenen går med at tænke over det, holde øje og måske spørge en gang for meget. Jalousi kan fylde så meget, at det bliver svært at være glad for det forhold, man er så bange for at miste.
I metakognitiv terapi prøver vi ikke at finde ud af, om din mistanke er rigtig. Vi arbejder med, hvordan tvivlen kan fylde mindre.
- Online eller i klinikken på Kroghsgade 1, 3. tv, 2100 Kbh Ø
- Unge og voksne
- Samtaler på dansk og engelsk
Kender du det?
- Når din partner er sent hjemme eller ikke svarer med det samme, begynder billederne at køre: hvem, hvor, hvorfor.
- Du lægger mærke til små ting, et nyt navn i en samtale, en ændret kode på telefonen, et like på et opslag, og kan ikke slippe dem igen.
- Du tjekker beskeder, sociale medier eller lokation, eller du har lyst til det og bruger kræfter på at lade være.
- Du spørger ind til, hvem din partner har talt med, og skal måske høre svaret flere gange, før det falder på plads.
- Du tænker meget på din partners tidligere forhold og sammenligner dig selv med eks-kærester.
- Du skammer dig over jalousien bagefter og tænker, at du ødelægger det, du gerne vil passe på.
Jalousi rammer mennesker, der er meget knyttet til den, de er sammen med. Det er sjældent et tegn på, at du er et dårligt menneske eller en dårlig partner. Oftere er det et tegn på, at en naturlig følelse har fået lov at vokse sig større, end godt er, fordi den bliver fodret med tid og opmærksomhed.
Hvornår fylder jalousien for meget?
Et stik af jalousi er en almindelig menneskelig reaktion. Den minder os om, at relationen betyder noget. Spørgsmålet er ikke, om du nogensinde bliver jaloux, men hvad der sker bagefter.
En følelse, der kommer og går
Du mærker et stik, da din partner taler længe med en anden til en fest. Måske nævner du det, måske ikke. Følelsen fylder en stund, og så er du tilbage i aftenen.
Jalousi, der tager over
Tvivlen melder sig flere gange om ugen eller om dagen. Du bruger timer på at tænke, lede efter tegn og søge bekræftelse. Det går ud over søvn, humør og nærhed, og ofte skaber det konflikter, som ingen af jer ønsker.
Hænger jalousien sammen med noget andet? Mange jaloux tanker bunder i en tvivl på, om man selv er god nok, og det kan vi også arbejde med i forløbet. Hvis du bekymrer dig om mange andre ting end forholdet, kan siden om bekymringer og overtænkning være relevant.
Hvad holder jalousien i gang?
Jalousien begynder med en tanke, der dukker op af sig selv: "Hvorfor svarer han ikke?" eller "Hun virker anderledes i dag." Sådan en tanke kalder vi i metakognitiv terapi en triggertanke. Den kan du ikke forhindre, og det behøver du heller ikke. Det, der afgør, om den fylder i et minut eller hele aftenen, er det, du gør med den bagefter.
Typisk sker der tre ting, som hver især er forståelige, men som tilsammen holder tvivlen ved lige:
Tre mønstre, der giver tvivlen næring
Tankerne kører
Du gennemgår gamle samtaler, regner tidspunkter ud og forestiller dig, hvad der mon foregik. Det føles som at komme tættere på sandheden, men hver ny tanke rejser et nyt spørgsmål.
Blikket søger fare
Når du er jaloux, bliver din opmærksomhed en slags radar. Du opfanger en kollegas navn og en ændret tone, men overser de hundrede små tegn på, at din partner er glad for dig.
Behovet for vished
Du spørger, tjekker telefonen, følger med online eller beder om at se billeder. Det giver lettelse et øjeblik, men lærer dig, at du ikke kan klare tvivlen selv, og snart skal der tjekkes igen.
Nogle gør det modsatte og trækker sig: undgår fester, hvor partneren møder andre, eller holder afstand for ikke at blive såret. Det kan også være en måde at prøve at kontrollere tvivlen på.
I metakognitiv terapi kaldes disse mønstre samlet for CAS, det kognitive opmærksomhedssyndrom.
Overbevisninger, der holder jalousien i live
- "Hvis jeg holder øje, bliver jeg ikke taget på sengen."
- "Hvis jeg tænker det grundigt igennem, finder jeg ud af, hvad der er sandt."
Positive overbevisninger om jalousi gør det naturligt at gå ind i tankerne, fordi de føles som beskyttelse.
- "Jeg kan ikke styre det, når det først går i gang."
- "Jeg må have vished, ellers kan jeg ikke holde det ud."
Negative overbevisninger gør både tvivlen og følelsen skræmmende og giver endnu mere uro.
I terapien undersøger vi disse overbevisninger sammen. Mange opdager, at det er selve jagten på sikkerhed, der holder tvivlen ved lige, og at de kan leve med et åbent spørgsmål i længere tid, end de troede.
Samme aften, to forskellige forløb
Metakognitiv terapi handler ikke om at tvinge dig selv til at stole blindt på nogen eller om at tale dig selv til ro. Den handler om at ændre, hvad du gør, når tvivlen melder sig. Her er et eksempel.
Situationen
Din kæreste er til firmafest og skriver kl. 22, at det trækker ud. Tanken "Hvem står han og taler med?" dukker op.
| Når tvivlen skal afgøres | Når du lader den være | |
|---|---|---|
| Resten af aftenen | Du tjekker, om han har været online, kigger på kollegernes profiler og skriver et par gange for at høre, hvordan det går | Du lægger mærke til tanken og lader den ligge. Du ser serien færdig, selvom tanken kommer tilbage et par gange |
| Da han kommer hjem | Du spørger ind til, hvem der var der, og lytter efter noget, der ikke passer. Stemningen bliver anspændt | Du er måske lidt urolig, men siger godnat og spørger om festen næste morgen, når du er nysgerrig på den |
| Næste dag | Tvivlen er der stadig, og nu er der også en konflikt at tænke på | Du har brugt aftenen på dig selv og ikke på at undersøge |
Festen er den samme i begge tilfælde. Forskellen er, hvor meget af aftenen og af forholdet tvivlen fik.
Til dig, der er kæreste med en jaloux
Jalousi påvirker begge i et forhold. Den, der bliver spurgt og tjekket, kan føle sig mistænkt uden grund og begynde at holde småting tilbage for at undgå endnu en diskussion. Det kan igen få den jaloux til at blive mere på vagt. Sådan kan to mennesker, der godt kan lide hinanden, ende i en kreds, som ingen af dem har valgt.
Det, der ofte hjælper
At vise, at du forstår, at jalousien er svær for din partner, og samtidig lade være med at bruge lang tid på at besvare de samme spørgsmål igen og igen. At tale om mønsteret frem for om den seneste mistanke.
Det, der ofte fastholder
At dele sin lokation, vise beskeder eller undgå bestemte venner for at berolige. Det sker af kærlighed, men gør det sværere for din partner at opdage, at tvivlen kan falde til ro af sig selv.
Terapien foregår som udgangspunkt med den, der oplever jalousien. Hvis det giver mening, kan partneren være med til en enkelt samtale, så I får en fælles forståelse af, hvad der sker, og hvordan I kan håndtere det sammen.
Jalousi kan se ud på mange måder
Hvad jalousien handler om, kan være forskelligt, men mønsteret bag er det samme. Her er de former, jeg ofte møder.
Kort om metakognitiv terapi
Metakognitiv terapi er udviklet af den britiske psykolog Adrian Wells. Den bygger på, at det ikke er de jaloux tanker i sig selv, der skaber problemet, men hvor meget tid og opmærksomhed vi giver dem, og hvad vi tror om dem.
Vi dømmer ikke sagen
Vi bruger ikke samtalerne på at vurdere, om din partner er til at stole på. Vi ser på, hvordan tvivlen bliver holdt i gang.
En tanke er ikke et bevis
At tanken "han er utro" dukker op, siger ikke noget om, hvad der er sandt. Den kan godt være der, uden at du skal undersøge den.
Du har mere indflydelse, end du tror
Mange oplever jalousien som noget, der overmander dem. Gennem øvelser undersøger du, hvor meget du faktisk kan styre, hvad du gør med den.
Sådan foregår et forløb hos mig
Et forløb er struktureret og handler om dit liv, som det er nu. Du får øvelser med hjem gennem forløbet, og vi tilpasser tempoet til dig.
- 1
Vi taler om, hvordan jalousien fylder
Du fortæller om, hvornår jalousien dukker op, hvor meget tid den tager, og hvad den koster dig og forholdet. Sammen vurderer vi, om metoden passer til dig.
- 2
Vi kortlægger mønsteret
Hvilke situationer og tanker sætter det i gang? Hvad gør du for at få vished? Hvad tror du om din jalousi? Det giver et fælles billede af, hvad der holder den ved lige.
- 3
Du øver dig i at udsætte grublen
Du lærer at lægge mærke til triggertanken og udskyde tankerne om den til et bestemt tidspunkt. Mange bliver overraskede over, hvor lidt af det der er tilbage, når tidspunktet kommer.
- 4
Du træner din opmærksomhed
Med opmærksomhedstræning og afkoblet opmærksomhed (detached mindfulness) øver du dig i at flytte blikket væk fra jagten på tegn og lade tanker være, uden at gå ind i dem.
- 5
Du slipper tjek og kontrol
Trin for trin dropper du de strategier, der holder tvivlen ved lige, fx at læse beskeder eller spørge igen. Undervejs undersøger du, om du faktisk behøver vished for at have det godt.
- 6
Vi ser fremad
Vi samler op på, hvad du har lært, og laver en plan for de situationer, hvor jalousien kan blusse op igen. Et stik af jalousi vil stadig kunne komme, og det er ikke et tilbageslag.
Tre ting, du kan prøve allerede i dag
Sæt navn på tanken
Når tvivlen melder sig, så sig stille til dig selv: "Der var en jalousitanke." Du behøver ikke svare på den eller finde ud af, om den er sand. Bare læg mærke til, at den er der, og gå tilbage til det, du var i gang med.
Giv tvivlen en fast tid
Vælg et tidspunkt, fx kl. 19.00, hvor du højst må bruge et kvarter på dine jaloux tanker, hvis du stadig har lyst. Når de dukker op i løbet af dagen, udsætter du dem til da. Læg mærke til, hvor meget af det du har brug for, når tiden kommer.
Drop ét tjek
Vælg én ting, du plejer at gøre for at få vished, fx at kigge på din partners seneste aktivitet eller spørge, hvem der skrev. Lad være med det i dag, og læg mærke til, hvad der sker med uroen, når du ikke gør noget ved den.
Øvelserne er en smagsprøve på metoden og erstatter ikke et behandlingsforløb.
Ofte stillede spørgsmål

Din psykolog
Anna Langfred
Jeg er autoriseret psykolog og certificeret i metakognitiv terapi. Jeg har erfaring fra psykiatrien og fra privat praksis og arbejder i dag med jalousi, bekymringer og grublen samt angst, stress, depression, OCD, søvnproblemer og selvværd hos unge og voksne. Du er ekspert i dit eget liv, og jeg bidrager med struktur, redskaber og faglighed.
Ring på +45 6080 9807 eller skriv til al@kognitivterapikbh.dk