ANNA LANGFREDMetakognitiv psykolog

Metoden

Hvad er metakognitiv terapi?

Metakognitiv terapi (MCT) er en nyere, forskningsbaseret terapiform udviklet af professor Adrian Wells. Metoden adskiller sig fra mange andre terapiformer ved, at vi ikke bruger tiden på at analysere indholdet af dine tanker. I stedet arbejder vi med den måde, du forholder dig til dine tanker og følelser på.

Mange mennesker kommer i terapi med et ønske om at få fjernet bestemte tanker. Det kan være tanker som "Hvad nu hvis jeg ikke er god nok?", "Hvad hvis jeg bliver syg?" eller "Hvorfor har jeg det sådan her?". I metakognitiv terapi er udgangspunktet, at det ikke er selve tankerne, der er problemet. Tanker kommer og går hos os alle – også de svære. Det, der ofte skaber og vedligeholder stress, angst og nedtrykthed, er derimod hvor meget tid og opmærksomhed du kommer til at bruge på tankerne, og hvordan du forsøger at håndtere dem.

Når vi bruger lang tid på at bekymre os, gruble, analysere os selv eller forsøge at kontrollere vores tanker, kan det føles som om tankerne får mere magt. Det kan skabe en ond cirkel, hvor uroen, tristheden eller stressen bliver ved med at fylde – ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi dit sind er kommet til at køre i et mønster, der dræner dig.

En mere fri måde at være med dine tanker på

Metakognitiv terapi handler ikke om at fjerne alle negative tanker. Det handler heller ikke om at "tænke positivt" hele tiden. Faktisk kan det at forsøge at tænke positivt ende med at blive endnu en form for tankekontrol, som gør dig mere træt og mere opmærksom på alt det, du ikke kan styre.

I stedet lærer du i metakognitiv terapi at se tanker som mentale hændelser – ikke sandheder. Du lærer, at du ikke behøver reagere på alt, du tænker, og at du kan vælge, hvor du vil rette din opmærksomhed hen.

Det betyder ofte, at tankemylder og overtænkning begynder at fylde mindre, og at du får mere ro, mere overskud og mere frihed i hverdagen.

Hvordan foregår et forløb?

Et metakognitivt terapiforløb er typisk kortere og mere målrettet end mange andre terapiformer. Det er en skånsom metode, fordi vi sjældent behøver at dykke ned i alle de mest pinefulde tanker eller genfortælle alt det svære i detaljer.

I stedet arbejder vi med konkrete strategier og øvelser, der hjælper dig med at bryde bekymrings- og grublemønstre, ændre uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og få en større følelse af kontrol over din opmærksomhed.

Du får både en forståelse af, hvad der sker i dig, og redskaber til, hvad du kan gøre anderledes – så du kan tage roen og friheden med dig videre i hverdagen.

Hvad kan metakognitiv terapi hjælpe med?

Metakognitiv terapi har dokumenteret effekt ved blandt andet stress, angst, OCD, søvnproblemer, overtænkning og tankemylder. Mange oplever også, at metoden er hjælpsom, hvis man føler sig fastlåst i selvkritik, tvivl eller bekymringer, der bliver ved med at vende tilbage.

Ofte stillede spørgsmål