Parforholds-OCD (R-OCD) – når tvivlen om kærligheden aldrig finder ro
Elsker jeg ham nok? Er hun den rigtige? Burde det føles anderledes? Alle kan komme i tvivl om et forhold. Ved forholds-OCD bliver tvivlen hængende, uanset hvor mange gange du har tænkt det igennem, og forholdet bliver noget, der hele tiden skal vurderes i stedet for at leves.
I metakognitiv terapi arbejder vi ikke med at finde svaret på tvivlen, men med at den kan fylde mindre.
- Online eller i klinikken på Kroghsgade 1, 3. tv, 2100 Kbh Ø
- Unge og voksne
- Samtaler på dansk og engelsk
Kender du det?
- Du mærker efter, hvad du føler, når din partner rører ved dig, kommer hjem eller fortæller noget.
- Du lægger mærke til en lille ting ved din partner, fx latteren eller næsen, og kan ikke slippe den.
- Du sammenligner jeres forhold med andre par og med dine tidligere forhold.
- Du har søgt på nettet efter tegn på, at man er i det forkerte forhold.
- Du føler skyld over at tvivle, når din partner er god mod dig.
- Du er sjældent helt til stede, når I er sammen, fordi en del af dig hele tiden vurderer.
Hvad er parforholds-OCD (R-OCD)?
Parforholds-OCD (R-OCD), også kaldet forholds-OCD, relations-OCD eller på engelsk relationship OCD, er en form for OCD, hvor tvangstankerne handler om et nært forhold, oftest parforholdet. Tvivlen kan rette sig mod to ting, og mange oplever begge.
Tvivl om forholdet og dine følelser
"Elsker jeg ham virkelig?" "Er vi bare sammen af vane?"
Du prøver at måle din kærlighed og bliver urolig, når følelsen ikke er så stærk, som du synes, den burde være.
Tvivl om din partner
"Er hun klog nok?" "Hvad hvis jeg kunne finde en bedre?"
En detalje ved din partner får stor betydning og overskygger alt det, du ellers sætter pris på.
Tvivl er ikke det samme som et svar. Almindelig tvivl i et forhold kommer og går og kan føre til en beslutning. Ved forholds-OCD kommer tvivlen igen, uanset hvad du finder frem til, og den fylder mere end selve forholdet.
Hvorfor bliver tvivlen ved?
I den metakognitive forståelse er tvivlstanken ikke problemet. De fleste mennesker tvivler indimellem på deres forhold. Det, der holder forholds-OCD i gang, er overbevisninger om tvivlen: at den må betyde noget, at kærlighed altid skal føles på en bestemt måde, og at du skal være helt sikker, før du kan slappe af. Så går du i gang med at undersøge dine følelser, og jo mere du undersøger, jo mere usikker bliver du.
Det, der holder tvivlen i live
Ritualerne ved forholds-OCD er ofte svære at få øje på, fordi de ligner almindelig omtanke.
Den samme tvivl, to forskellige aftener
Målet er ikke at blive sikker på, at du elsker din partner. Det er at kunne være i forholdet, også når tvivlen er der.
Tanken
"Jeg mærkede ikke noget særligt, da hun kom hjem i dag. Hvad hvis jeg ikke elsker hende længere?"
| Når OCD bestemmer | Når du lader tanken være | |
|---|---|---|
| Hvad du gør | Du mærker efter hele aftenen, sammenligner med, hvordan det var i starten, og søger på "hvordan ved man, om man elsker sin kæreste" | Du lægger mærke til tvivlen, kalder den en tvangstanke og går med ind i køkkenet og laver mad sammen med hende |
| Bagefter | Du er fraværende og trist. Hun spørger, om der er noget galt, og det gør dig endnu mere i tvivl | Tvivlen kommer måske igen, men du har haft en aften sammen med hende i stedet for i dit hoved |
| På længere sigt | Du lærer, at tvivlen skal afklares, før du kan slappe af i forholdet | Du oplever, at tvivl og kærlighed godt kan eksistere side om side |
Sådan hjælper metakognitiv terapi ved parforholds-OCD
I terapien skal vi ikke afgøre, om dit forhold er godt nok, eller om din partner er den rigtige. Vi arbejder med dit forhold til tvivlen, så den ikke længere bestemmer over din opmærksomhed og dine beslutninger.
Tvivlen som en tanke
Du lærer at lægge mærke til tvivlen uden at gå ind i den, så den kan komme og gå af sig selv.
Færre tjek og sammenligninger
Du skruer gradvist ned for at mærke efter, spørge og sammenligne og mærker selv, hvad der sker.
Opmærksomheden tilbage i forholdet
Du træner i at flytte opmærksomheden fra dine indre målinger til det, der faktisk sker mellem jer.
Sådan foregår et forløb hos mig
Forløbet handler om dig og dit forhold til tvivlen, ikke om at vurdere dit parforhold eller din partner. Du får øvelser med hjem gennem forløbet, og vi går frem i et tempo, du kan være med i.
- 1
Vi skaber overblik
Du fortæller, hvordan tvivlen viser sig, og hvad den gør ved dig og forholdet. Sammen vurderer vi, om metoden passer til dig.
- 2
Vi kortlægger dit mønster
Hvornår mærker du efter? Hvem spørger du? Hvad sammenligner du med? Vi gør mønsteret synligt, så du kan genkende det, når det går i gang.
- 3
Du øver dig i at lade tvivlen være
Med opmærksomhedstræning og afkoblet opmærksomhed lærer du at have en tvivlstanke uden at skulle besvare den.
- 4
Vi undersøger dine overbevisninger
Skal kærlighed altid føles stærk? Betyder tvivl, at noget er galt? Gennem små eksperimenter i hverdagen undersøger du selv, hvad der sker, når du lader være med at mærke efter.
- 5
Vi ser fremad
Vi samler op på det, der har hjulpet dig, og laver en plan for perioder, hvor tvivlen fylder mere, fx når I står over for store beslutninger.
Tre ting, du kan prøve allerede i dag
Læg termometeret væk
Hver gang du opdager, at du mærker efter, hvad du føler for din partner, så sig til dig selv: "Nu måler jeg igen." Vend opmærksomheden mod det, I er i gang med sammen.
Hold en pause fra sammenligningerne
Vælg én situation i dag, hvor du plejer at sammenligne, fx på sociale medier, og lad være. Vær i stedet nysgerrig på selve indholdet. Læg mærke til, hvad der sker med uroen.
Lad spørgsmålet stå
Når tanken "Er det den rigtige?" dukker op, så lad være med at svare. Lad spørgsmålet stå åbent i baggrunden, og gå videre med det, du var i gang med.
Øvelserne giver et indtryk af metoden og erstatter ikke et behandlingsforløb.
Ofte stillede spørgsmål
Læs også om

Din psykolog
Anna Langfred
Jeg er autoriseret klinisk psykolog og certificeret metakognitiv terapeut. Jeg har arbejdet på ambulatoriet for angst og OCD på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstadens Psykiatri, hvor jeg udredte og behandlede OCD og angst med metakognitiv terapi. I dag hjælper jeg unge og voksne med OCD i alle dens former, også de former, der er svære at tale om.
Hos mig bliver du mødt med varme, respekt og faglighed. Du behøver ikke fortælle alt fra starten, og du behøver ikke have styr på det hele, før du kommer.
Ring på +45 6080 9807 eller skriv til al@kognitivterapikbh.dk